Den målrettede kirke vil hjælpe de AIDS-ramte
USA Rick Warren og den målrettede kirke i Saddleback vil hjælpe de AIDS-ramte, ligesom Jesus hjalp de spedalske.
Kirken i Saddleback i Californien, der også er kendt som den målrettede kirke var i sidste uge rammen om en international konference om HIV og AIDS. Her talte Rick Warren til de 1700 deltagere og gav dem og hele kirken en opsang.
– Problemet i dag er, at kirken i dag kalder sig Kristi Legeme, men når armene og benene er amputerede, så er der kun en stor mund tilbage, sagde pastor Rick Warren ifølge The Christian Post.
Rick Warren mener, at det er kirkens opgave at bruge mere tid på socialt arbejde, herunder at hjælpe de AIDS-syge. For Jesus brugte gerne tid sammen med de spedalske, og AIDS er det 21. århundredes spedalskhed.
Konferencen sluttede den 1. december, som er den internationale AIDS-dag.
-mbc